Hvad laver en
Frivillig
Som frivillig på Hospice Søholm er du med til at skabe oplevelsen af ”hjemlighed” for de indlagte patienter og deres pårørende.
Du har tid til nærvær og samvær. Du kan byde ind med såvel praktiske som sociale aktiviteter.
Frivillige inviterer bl.a. til fællessang, koncerter, kreative aktiviteter, gå -og cykelture, mindfulness, småkagebagning, højtlæsning og tilbyder hjælp til brevskrivning. Det er også frivillige, der kommer rundt med enten en kaffevogn om eftermiddagen eller en drinksvogn om aftenen for at tilbyde noget hyggeligt.
Mest af alt handler det om at være til stede for et andet menneske, om det er en patient eller pårørende.
Som frivillig byder du ind med, hvad du har tid, lyst og interesse for, for at skabe livskvalitet i den sidste tid. Gennem nærvær og gode oplevelser bringer du glæde i hverdagen på hospice.
Hvordan bliver du
Frivillig?
At blive optaget som frivillig behandles med stor seriøsitet, da det er vigtigt, at den frivillige har forståelse for vores værdigrundlag, som beskriver den måde, vi møder patienter, pårørende, ansatte og frivillige på.
Derfor får man tilsendt et spørgeskema, som skal udfyldes og returneres. Herefter vil der blive en personlig samtale, inden man godkendes som frivillig.
Frivilliggruppen er et team, som er meget engageret og samarbejder om at fuldføre en fælles, afgrænset opgave.
Hvis du ønsker at yde en frivillig indsats, bedes du kontakte:
- Frivilligkoordinator Vibeke Harrit
- vah@hospice-soeholm.dk
- Tlf. 7841 3333