Praktiske oplysninger
Det skal du medbringe
Når du indlægges på Hospice Søholm, skal du medbringe eget tøj, toiletartikler og den aktuelle medicin du har derhjemme.
På Hospice er der mulighed for at du eller dine pårørende kan vaske tøj på egen stue. Vi anbefaler også at du tager fotos eller ting med som har betydning.
Besøgstider
Forplejning
På Hospice Søholm laves det meste mad fra bunden og køkkenpersonalet laver hver uge en plan for dagens menu. Måltiderne kan spises i vores fælles spisestue eller på stuen.
Maden tilbydes på nedenstående tidspunkter:
- Morgenmad kl. ca. 08.00 - 09.30
- Middagsmad kl. ca. 12.00 - 13.00
- Kaffe kl. ca. 14.30
- Aftensmad kl. ca. 18.00 - 19.00
- Kaffe kl. ca. 20.00
Pårørende kan købe varme drikke i spisestuen. Betaling sker via Mobilepay.
Som pårørende er man også velkommen til at købe mad på hospice. Bestilling af forplejning til hverdage skal ske senest kl. 8, samme dag som måltidet ønskes. Bestilling af forplejning til lørdage og søndage skal ske senest fredag kl. 10. Betaling sker via mobilepay og ved bestillingen. Der kan ikke bestilles specialforplejning til pårørende og gæster.
Der afholdes ligeledes arrangementer ved højtider, som påske- og julefrokost. Her er det også muligt at tilmelde sig som pårørende.
Dagligdagen
At skulle leve med en livstruende sygdom i sidste stadie kan for nogle opleves svært. Her vil personalet hjælpe med at lindre lidelse og leve det liv der er tilbage med mest mulig livskvalitet.
Vi gør os derfor umage for, at dagligdagen bygges op med afsæt i patientens behov og ønsker. Vi har således et tæt samarbejde med patienten og de pårørende, hvis dette er patientens ønske.
Er der behov for at tale med en læge, behandling af en fysioterapeut, samtale med en præst, psykolog, sygeplejerske eller musikterapeut aftales dette med sygeplejersken.
Der er ligeledes mulighed for at deltage til forskellige arrangementer eller lave aftaler med Hospice Søholms frivillige, til f.eks. en tur i rickshawen.
Kæledyr er velkomne, dog kan personalet ikke påtage sig pasningen og kæledyret må ikke forstyrre andre patienter.
Kæledyr må kun opholde sig på stuerne i deres egen kurv/tæppe og således ikke i møblerne, i fællesrum, gæsteværelser etc.
Rygning
Hospice Søholm er røgfrit, dog er der lempelser i forhold til patienterne. Det betyder at ingen, hverken ansatte eller frivillige, ryger i arbejdstiden, ej heller må gæster/pårørende ryge på matriklen. Dette gælder også e-cigaretter.
Patienter:
- Skal ryge i det fri på egen terrasse på en sådan måde, at andre ikke udsættes for røggener.
- Kan få hjælp af personalet til at komme på terrassen, i seng, stol eller gående, i det omfang der er den fornødne tid hertil.
- Kan tilbydes nikotinplaster.
- Som husker dårligt eller på anden vis er svækkede får opbevaret cigaretter og lighter af personalet.
- Skal anvende brandhæmmende forklæde eller rygehjælpemiddel såfremt personalet skønner det nødvendigt.
Find vej
Hospice Søholm har adresse på Bispevej 68, 8260 Viby J og er placeret tæt på Brabrand Sø.
Buslinje 11 (Stavtrup Søholm) går direkte til døren. Kører man I bil, er der gratis parkeringspladser.